V-politiker tager afstand fra socialistiske blokader
Nedenstående pressemeddelelse er pr. dags dato blevet sendt til lokale og regionale medier:
V-politiker tager afstand fra socialistiske blokader
Socialistisk Folkepartis Ungdoms (SFU) har meddelt, at organisationen torsdag d. 29/10 vil blokere folkeskoler i 14 forskellige kommuner – herunder også i Køge Kommune. Det er en aktion, som Venstres byrådskandidat, Mads Møller, har svært ved se fornuften i.
”SFU påstår, at regeringen har givet skattelettelser til de rige frem for at afsætte penge til renovering af de kommunale folkeskoler. Jeg er ikke overrasket over, at SFU skyder på regeringen, men de burde i det mindste have styr på deres argumenter. Faktum er, at enhedsudgifterne pr. elev er vokset og de årlige investeringer i folkeskolens fysiske rammer er næsten dobbelt så høje som i 1990’erne,” siger Mads Møller, der også henviser til, at det er op til den enkelte kommune at prioritere folkeskoleområdet.
Mads Møller understreger, at han har svært ved at forstå, hvis SF’s byrådskandidater i Køge bakker op om den socialistiske ungdomsblokade.
”Jeg har svært ved at forestille mig, at SF’s lokale byrådskandidater støtter SFU’s blokader. Mener SF’s byrådskandidater virkelig, at man i demokratiets navn, skal forhindre, at forældre kan aflevere deres børn i skolen? I Venstre er vi store tilhængere af at forbedre de fysiske rammer i skolerne, men vi bruger andre metoder til at gøre opmærksom på vores budskab,” udtaler Mads Møller.
Venstre har i efteråret foreslået at energirenovere Køges folkeskoler efter den såkaldte ’ESCO-model’, der ikke belaster kommunekassen. På baggrund af de aktuelle blokader efterlyser Mads Møller, at SF forholder sig konkret til Venstres forslag.
”Jeg er meget opsat på at få forbedret de fysiske rammer. Da der ikke er så mange penge i kommunekassen, så anbefaler vi i Venstre at benytte den såkaldte ESCO-model, som muliggør en ’gratis’ energivenlig renovering af de offentlige bygninger. Andre kommuner har haft stor succes med fremgangsmåden, men spørgsmålet er om der er den fornødne politiske opbakning i Køge? Vil SF tage medansvar eller vil de fortsætte med at tage børn, elever og lærere som gidsler i en politisk kamp?” slutter Mads Møller.