Mads Møller

Navn: Mads MøllerMads Møller 0835 v. 2.0
Kontakt
: mm(at)madsm.dk
Blog:
www.madsm.dk
Alder: 32 år
Bopæl
: På en skovejendom udenfor Alkestrup (den sydlige del af kommunen)
Uddannelse
: Nationaløkonom (Cand. Polit) og Master i Afrikastudier

Fritid: Politik fylder en del. Men derudover bliver tiden brugt sammen med vennerne, gamle sportsvogne, kultur, alt for sjældne spring i faldskærm, og så er der alle de sjove ting jeg endnu ikke har tid til: motorbåde, motorcykler og dykning.

Politisk fokus: De lokale folkeskolers udvikling, erhvervslivets muligheder og de ældres livskvalitet ligger mig på sinde. Der er store muligheder for forbedring, som sagtens kan løses uden at hæve skatten.

  • De lokale skoler skal udvikles og være en aktiv del af lokalsamfundet. Samtidig skal skolernes fysiske og faglige kvalitet forbedres gennem en professionel ledelse og styrket skolebestyrelse.
  • Bedre vilkår for det lokale erhvervsliv med fokus på en hurtig og fleksibel sagsbehandling. Effektivitet skaber lokal beskæftigelse.
  • De ældre fortjener en høj livskvalitet gennem god ældrepleje og levende ældrecentre.

Her og nu har vi en meget vanskelig økonomisk situation i Køge kommune, som vi i Venstre kan finde holdbare løsninger på. En utilstrækkelig ledelse og økonomistyring har skabt de nuværende svære problemer, og den socialdemokratisk ledede budgetflertalsgruppe har vist, at deres løsning er højere skatter. Det er ikke min eller Venstres løsning. Køge kommune kan og skal drives langt mere effektivt, så vi får mere service for vores skattepenge. Vi skal derfor bruge den nuværende situation til at igangsætte de nødvendige reformer.

Den fremtidige løsning på kommunens problemer er en mere effektiv drift, der skal optimeres ved at tænke nyt. Det skal bl.a. være nemmere for nye virksomheder at etablere sig og for nuværende at udvide deres aktiviteter. Her skal én effektiv indgang til kommunen give erhvervslivet en langt hurtigere sagsbehandling. Andre kommuner kan gøre det på én dag og det skal vi også kunne i Køge. Kun ved at være attraktive for en bred vifte af virksomheder kan vi sikre beskæftigelse og indtægter til kommunen.

Et aktivt erhvervsliv, høj beskæftigelse og den rigtige bosætning er det ene ben vi skal stå på. Det andet er en god service, som er blandt de 10 pct. bedste i landet. Køge Kommune er generelt middelmådig sammenlignet med andre kommuner. Det kan vi gøre langt bedre, men uden tankeløst at poste flere penge i systemet. Der skal intelligente løsninger til. På skoleområde kan vi sikre og udbygge vores decentrale skolevæsen ved at professionalisere og samle ledelsen for flere skoler, men samtidig bevare de lokale undervisningssteder. Derved får vi en bedre skole, en bedre arbejdsplads og bedre undervisning, samtidig med at vi sparer unødvendig administration.

Den øvelse kan også gøres på mange andre af kommunens områder. Kommunen er måske ikke en virksomhed som alle andre, men den bør stadig ledes som enhver anden virksomhed, hvor man konstant er opmærksom på om opgaverne kan løses bedre for de samme penge. Skatteborgerne udgør ikke en uendelig indtægtskilde. De har krav på at pengene bliver brugt bedst muligt, og de har krav på, at der ikke bliver opkrævet flere skattekroner end absolut nødvendigt. Det skal vi politikere være med til at sikre. Derfor skal du sætte dit kryds ud for en borgerlig liberal kandidat d. 17. november, og den kandidat kan være mig.