Nytårshilsen fra Venstre
I skrivende stund er der kun få dage tilbage af år 2009. Derfor er det nærliggende at se tilbage på året, der næsten er gået. Det politiske højdepunkt er naturligvis efterårets kommunalvalg.
Det er ingen hemmelighed, at vi i Venstre gik til valg på at sikre et systemskifte. Vores vision er stadigvæk at skabe en velfungerende Køge Kommune, hvor der bliver lyttet til den enkelte borgers behov og ønsker.
Desværre lykkedes det ikke i denne omgang at samle opbakning til at få brudt det mangeårige socialdemokratiske styre. DF valgte som bekendt at holde fast i en aftale med Tommy Kamp (S) og Marie Stærke (S).
Til gengæld er den borgerlige alliance mellem Demokratilisten, Konservative og Venstre blevet styrket markant, så vi nu står godt rustet til den nye byrådsperiode.
Venstre er stadigvæk det 2. største parti i Køge Byråd, hvilket er flot klaret, når vi havde et ret uprøvet kandidathold. Derudover måtte vi også skifte spidskandidat kun 6 måneder før valget, så det har ikke været helt let.
Derfor vil jeg også gerne takke de rigtig mange vælgere, der valgte at sætte kryds ved liste V. Jeg vil garantere, at vi vil anstrenge os for at leve op til tilliden.
Det kommende år byder på mange udfordringer. Kommunens økonomi er stadigvæk ikke på ret køl, og jeg er spændt på, hvordan samarbejdet i det nye byråd kommer til at fungere.
I Venstre vil vi fortsætte vores konstruktive og offensive tilgang. Vi går efter at få indflydelse på den førte politik, men vi vil ikke være et gummistempel for idéer, der ikke er til borgernes bedste.
Undervejs i valgkampen har vi lanceret en lang række konkrete forslag, som vi nu vil forsøge at realisere. Vi vil fx forsøge at samle opbakning til at gennemføre energivenlige renoveringer af kommunens bygninger.
Afslutningsvis vil jeg på vegne af Venstres byrådsgruppe og organisation sige tak for et spændende år 2009 og ønske alle borgere i Køge Kommune et rigtigt godt nytår.